torsdag den 21. maj 2015

Det numinøse og det hellige



Selv en så stålsat ateist som Christopher Hitchens måtte indrømme, at der findes noget i mennesket, som kan pege mod noget helligt, nemlig det numinøse. (Læs evt. her)
Dette fænomen, det numinøse, udgjorde i 1917 udgangspunktet for den tyske teolog Rudolf Ottos forsøg på at bestemme det hellige, i bogen af samme navn, »Das Heilige«, og det er sandsynligt, at det var fra denne Hitchens - direkte eller indirekte - hentede sit synspunkt.

Ifølge en analyse af bogens betydning idag, i form af et langt efterskrift ved den tyske religionssociolog Hans Joas, så havde Otto (bl.a.) to formål med at skrive bogen. Dels skulle den muliggøre en dialog om det hellige ved menneskets eksistens mellem troende og ikke-troende, dels skulle den befordre en sådan dialog mellem de forskellige religioner.

Som selvudnævnt religiøs ateist har jeg i mine pensionsår forsøgt at slå til lyd for, at en forståelse af det hellige ved vort liv, er helt uomgængelig, hvis vi skal finde motivation og kraft til at løse de enorme problemer, som den globale civilisation nu er konfronteret med. Naturligvis måtte jeg finde Ottos erkendelser omkring det hellige meget opmuntrende.

Det var derfor med stor interesse, at jeg i Kristeligt Dagblad  d. 15. maj 2015 kunne læse en anmeldelse af teologen Jakob Wolfs netop udgivne bog »Det Guddommelige«, som er et forsøg på at genoptage tankerne og ideerne i Rudolf Ottos »Das Heilige«.

Min skuffelse, ja ærgrelse, grænsende til vrede, meldte sig imidlertid efter få siders læsning. Ikke blot i titlen på sin bog - hvilket der kunne have været reguleret for - men i hele behandlingen af tematikken udskifter Wolf begrebet det hellige med det guddommelige. Hvorved han effektivt skævvrider intentionerne i Ottos bog, som ovenfor antydet. Det er min klare overbevisning, at Otto ville have protesteret heftigt mod en sådan ligestilling af de to begreber. I denne sammenhæng ændrer det intet ved sagen, at Otto selv, på basis af sit arbejde, nåede til den overbevisning, at den kristne religion (men hvilken?) var det hidtil bedste forsøg på at lade det hellige komme til udtryk i samfundet. Men han havde kendskab til et stort antal religioner verden over, og respekterede dem alle, også hvis de ikke havde en gud som kernen i deres tro. Han så dem som alternative og acceptable måder at leve det hellige på.

En sådan åbenhed mener jeg ikke Jakob Wolf, til syvende og sidst, gør sig til talsmand for. Indrømmes skal det, at han i bogens sidste afsnit (som også citeres på dens omslag) vender tilbage til det hellige. Afsnittet (s. 184-5) fortjener at blive citeret i sin helhed:

»Det hellige er et universelt fænomen, der unddrager sig det moderne samfunds rationaliseringsproces. Det tilhører ikke fortiden, men er en vigtig del af ethvert samfunds opretholdelse og udvikling. Uden sansen for det hellige bliver et samfund til et samfund, hvor ikke bare alt er til salg, men alt er allerede solgt til Djævelen. Uden sansen for det hellige er der ingen garanti for, at rationaliteten ikke slår om i barbari. Uhæmmet vækstøkonomi og en rationalisering af produktionen, der er grænseløs i forhold til naturen og mennesket, truer med at ødelægge alle vitale balancer i mennesket og i naturen. Vi lider under en uudviklet sans for det hellige. De følelser, hvormed vi er forbundet mec kosmos og det hellige, forkrøbler i os af mangel på opmærksomhed og kultivering. De skal dyrkes og udvikles igen. Det kan finde sted i den ugentlige gudstjeneste

Jeg har fremhævet to steder, hvor Wolf efter min mening (igen) går galt i byen, med store konsekvenser. Ved at introducere djævelen lægger han afstand til alle de mange, der ikke tror på denne. Og ved at gøre gudstjenesten (den protestantiske? den katolske? den evangeliske? eller?) til stedet, hvor det hellige skal dyrkes, har han koblet endnu flere af, og - hvad værre er - indsnævret feltet for det helliges virkningsområde.

I modsætning til Jakob Wolf mener jeg, at det hellige i princippet skal dyrkes og udvikles alle steder, hvor mennesker mødes og tager beslutninger, som har betydning for dem selv og alle, som berøres af disse beslutninger. Dette implicerer, at vi alle - troende som ikke-troende - engagerer os i den vanskelige læringsproces, som består i at vi først finder frem til, hvad vi betragter som helligt, og derefter i videst mulige omfang indretter vore handlinger derefter.

Afslutningsvis må det tilføjes, at det samfund vi kender på vore breddegrader, allerede i vid udstrækning er præget af respekt for det hellige, ikke mindst takket være dele af kirkernes historiske arbejde. Men også i kraft af ikke kun religionsbaserede tiltag, såsom menneskerettigheder, velfærdsordninger, ulandsbistand m.v. Problemet er imidlertid, at de »tunge«  problemområder - ikke mindst økonomi, storpolitik og vort forhold til naturen (som antydet af Wolf i citatet) - disse områder er så godt som klinisk renset for overvejelser omkring det hellige. Det er den situation, der må rettes op på.

(Jeg skal i et senere indlæg søge at belyse, hvad Rudolf Otto forstår ved det numinøse).