Menneskets begyndelse

Lad det være sagt med det samme: at indkredse det hellige i og ved menneskets eksistens kan ikke gøres med noget der bare minder om videnskabelig nøjagtighed. En (begrænset) videnskabelig viden om mennesket går i bedste fald ca. 40.000 år tilbage (arkæologi) og på det tidspunkt havde vi allerede været mennesker i lang, lang tid. Nogle vil mene mere end en million år. Før der var mennesker, var der hominider. Nogle af disse udviklede sig til homo. Det er nu min tese, at denne overgang kun kunne lade sig gøre, fordi der viste sig et særtræk hos nogle hominider, som tillod dem at løsrive og distancere sig fra den natur, som de hidtil (som andre dyr) havde været en helt afhængig del af.

Det er i den løsrivelsesproces, jeg ser det hellige opstå. Der er især to elementer i processen, der er væsentlige. For det første dens mulighed. Noget skulle være på plads, for at løsrivelsen kunne ske. For det andet distanceringens opretholdelse. Det sidste krævede en spirende kollektiv indsats af flere individer med samme forudsætninger.

Til belysning af det særtræk, der var forudsætningen for løsrivelses- og distanceringsprocessen, vil jeg tage udgangspunkt i en vittighedstegning jeg så for mange år siden. Den var enten af Storm P. eller Fritz Jürgensen. En mand står med et barn og kigger ned i Frederiksholms kanal: ›Se min ven, der svømmer en and. Forskellen på den og mig er, at jeg ved, den er en and. Det ved den ikke selv‹. Sidste sætning er vistnok tilføjet af mig.

Et gedigent filosofisk bud på dette forhold har jeg fundet i den filosofiske antropologi, som havde sin storhedstid i Tyskland i begyndelsen af 1900-tallet. Jeg vil muligvis komme mere systematisk ind på dette senere, men som en kort introduktion til tankegangen vil jeg benytte mig af Helmutt Plessner's ideer i bogen ›Die Stufen des Organischen und der Mensch‹ (1928) (›Det organiske livs trin og mennesket‹).

Det organiske liv kan iflg. Plessner opdeles i tre trin, som på afgørende vis adskiller sig fra hinanden: planter, dyr og mennesker. Det der adskiller dem fra hinanden, er den måde, hvorpå de forholder sig til deres grænser til omverdenen i deres opretholdelse af livet. Planter er passive modtagere af de input deres livsproces afhænger af, de forbliver indenfor deres grænser, de handler ikke. (at vende bladene mod lyset er IKKE at handle). Dyr derimod registrerer indtryk fra omverdenen og handler i kraft af processer i deres nervesystem aktivt for at opretholde livet. De handler ud fra et center bestående af instinkter og bearbejder deres omgivelser styret af samme. Men de kan ikke se på sig selv. De er centrisk positioneret.

Lige netop denne evne, at kunne se på sig selv, så at sige udefra, må antages at have ligget som en spirende mulighed, hos de hominider som udviklede sig til mennesker. Det er denne excentriske positionalitet som iflg. Plessner er den helt afgørende forskel på mennesker og andre levende organismer, dyr som planter.

Biologen Edgar Morin:
"Hvem kan tvivle på åndens tilstedeværelse? At afstå fra den illusion, der i sjælen ser en ikke-materiel 'substans', er ikke det samme som at benægte sjælens eksistens, men betyder tværtimod en begyndende anerkendelse af kompleksiteten, rigdommen og den uudgrundelige dybde i den genetiske og kulturelle arv og i den personlige, bevidste eller ubevidste erfaring, som tilsammen udgør den væren, som vi er, det enestående og afviselige vidne til os selv."
"Tilfældigheden og nødvendigheden - et essay om den moderne biologis naturfilosofi" Fremad 1971, s.144

Det er i lyset af den excentriske positionalitet og den måde hvorpå vore forfædre - som sagt gennem måske millioner af år - har administreret den, at vi kan prøve at indkredse kernen i det hellige. Men uden at det skal fremstå som en konklusion, så lad mig allerede her antyde, at det var den evne til at se på os selv udefra, der på et tidspunkt i historien, for ca. 3-4000 år siden, fik os til at kunne danne os forestillinger om overjordiske væsener, guder i himlen. Måske fordi det var blevet for vanskeligt at opretholde troen på guder i naturen ?

Hvordan vi indtil da havde udnyttet disse evner har bl.m.a. en anden tysker Dieter Claessens nogle bud på, som jeg senere vil behandle mer udførligt, men en antydning kan findes her.