Denne blog bygger på en overbevisning. Overbevisningen om, at der er noget helligt i den menneskelige tilværelse. Dette hellige kom til verden sammen med og i mennesket. Der er - dette er min tese - to grundlæggende elementer i det hellige: respekt for den natur, vore forfædre og -mødre var trådt ud af, samt respekt og omsorg for det nye væsen, man udviklede sig til.
Gennem hele menneskehedens historie har forvaltningen af det hellige været medbestemmende for artens videre udvikling. På godt og ondt.
For ca. 3000 år siden, midt i det første årtusind før vor tidsregning skete der noget afgørende nyt i forvaltningen af det hellige. Nye tankekonstruktioner tillod at man kunne forestille sig overnaturlige og overjordiske magter. Hvor det hellige indtil da i udstrakt grad havde udviklet sig til tillæggelse af guddommelig status til dennesidige størrelser, blev det nu muligt og troværdigt, at installere guder hævet over den jordiske eksistens. For nogle af tilhængerne af disse nye guder, lykkedes det at give dem enerådende status. I vesten førte det til udviklingen af de 3 samfundsstyrende monoteismer: jødedom, islam samt kristendom. Store østlige monoteismer som buddhisme og konfucianisme blev ikke på samme måde lagt til grund for de politiske systemer, desuden fandt de sig i vidt omfang til rette indenfor ikke-monoteistiske samfundssystemer.
Det ligger udenfor min målsætning, at komme nærmere ind på direkte at kritisere og forholde mig til disse østlige religioner. Derimod skal det være min påstand, at de vestlige monoteismer i vor tid stiller sig i vejen for en respekt for det hellige, en respekt som efter min mening er tvingende nødvendig, hvis vi skal kunne håbe på at finde løsninger på de enorme problemer, som den globale udvikling stiller os overfor.
Jeg forestiller mig ikke at de eksisterende religioner og deres respektive guder nødvendigvis må afmonteres. Men deres tilhængere må indse - i lighed med alle os andre - at det er kun vi mennesker der kan tage hånd om det hellige og indrette vore samfund efter de påbud, som det hellige indebærer. I den henseende er det ansvarsforflygtigelse at forlade sig på overjordiske magters indgriben. På den anden side er det en kendsgerning, at der i de eksisterende religionssystemer ligger indkapslet overleverede erkendelser af det hellige og det helliges virken blandt mennesker. Erkendelser som vi alle har brug for og som har deres oprindelse i menneskehedens samlede historie.
Min videre argumentation på denne blog vil hovedsageligt bestå i punktvis referencer til ældre og nyere teori og filosofi omkring mennesket og religiøsitet. Filosofisk antropologi har bud på, hvad der adskiller os fra andre dyr. Sociologisk antropologi beskæftiger sig med, hvordan vi på samfundsmæssigt plan har administreret vores fra dyrenes afvigende mentale kvaliteter. Filosofferne har reflekteret over det hele. Ligeledes psykologerne, de sidste dog med fokus på individet. Og indtil oplysningstiden (for 4-500 år siden) havde religionerne og deres guder en afgørende indflydelse på hvad der kunne siges og menes. En indflydelse som blev drastisk indskrænket med naturvidenskabernes voksende succes. Tilliden til den menneskelige fornuft, rationalitet, har i vore dage gradvis fortrængt de åndelige aspekter af menneskets eksistens til det private og ikke mindst religionernes domæne. Nyere naturvidenskabelige fremskridt, især indenfor hjerneforskning, har imidlertid ment at kunne påvise ikke-rationelle elementer i vor bevidsthed som helt nødvendige for vor opretholdelse af eksistensen. Om man kalder disse elementer sjæl, ånd eller noget andet, er for så vidt ikke afgørende.
Jeg vælger at kalde dem 'det hellige' og jeg tror, at det i vid udstrækning er identisk med det der i nogle religioner omtales som 'helligånden'. En instans, der i sidste ende er en forudsætning for vor arts eksistens.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar