Der er to sider af religion, som må holdes adskilt.
Den ene side, som jeg vil hævde er den oprindelige, fokuserer på hvordan vi skal omgås vore medmennesker og naturen. Det er den side, der handler om kærlighed, det gode, moral og etik, for nu at sige det kort. Det er her jeg finder det hellige. »Human decency is not derived from religion. It precedes it.« (Christopher Hitchens)
Den anden side handler om vores frygt og om hvordan vi kan blive frelst og hvordan vi kan få et liv efter døden. Den evne til at tænke os ud af kroppen (som jeg omtalte i mit forrige indlæg) er forudsætningen for denne frygt og dette ønske om en bedre tilværelse, end den man har her på jorden. Til at tilfredsstille denne frygt, var det nødvendigt at installere en gud og et sted, himlen/helvede, hvortil man kunne blive transporteret efter døden. (Denne side handler naturligvis om meget andet og er præget af den enkelte troendes forståelse af religionen. Jeg er mig således bevidst, at mange troende ikke i dybeste forstand tror på et liv efter døden, f.eks. Men det er især de af mig her fremhævede særtræk, som har uheldssvangre samfundsmæssige konsekvenser.)
Det er vel ikke en helt urimelig antagelse, at de personer (Moses, Jesus, Muhammed m.fl.) der i den bedste mening forsøgte at få folk til at gøre det gode, kunne drage nytte af disse overnaturlige fænomener i deres arbejde.
Hovedparten af de ulykker der har været - og stadig er - knyttet til de tre monoteistiske religioner, kan henføres til deres overnaturlige aspekter. Og der er meget der tyder på, at der stadig ligger enorme, måske civilisationstruende, konflikter og spændinger her. Vores fremtid vil derfor i vid udstrækning være påvirket af, om der indenfor disse religiøse systemer vil opstå en erkendelse af det uholdbare i, at lade sådanne tilstande fortsætte.
Men sideløbende hermed er det mindst lige så vigtigt, at vi, der er ateister eller på anden vis ikke-troende, også gennemfører en åndelig udvikling af de hellige impulser i vor humanitet.
Jeg citerede ovenfor fra ateisten Christopher Hitchens bog »God is not great«. Han siger et sted om Albert Einstein (i min oversættelse): »Helt igennem jødisk, og derfor exileret, defameret og forfulgt, bevarede han hvad han kunne af den etiske jødedom og forkastede den barbariske mytologi i pentateuch (Mosebøgerne)«
Det er en sådan forædlingsproces de monoteistiske religioner må gennemgå. Det burde kunne være en fælles opgave for såvel troende som ikke-troende.
(Alt dette vil blive uddybet, underbygget og videreudviklet i kommende indlæg.)
onsdag den 28. maj 2014
mandag den 19. maj 2014
Menneskets begyndelse
Lad det være sagt med det samme: at indkredse det hellige i og ved menneskets eksistens kan ikke gøres med noget der bare minder om videnskabelig nøjagtighed. En (begrænset) videnskabelig viden om mennesket går i bedste fald ca. 40.000 år tilbage (arkæologi) og på det tidspunkt havde vi allerede været mennesker i lang, lang tid. Nogle vil mene mere end en million år. Før der var mennesker, var der hominider. Nogle af disse udviklede sig til homo. Det er nu min tese, at denne overgang kun kunne lade sig gøre, fordi der viste sig et særtræk hos nogle hominider, som tillod dem at løsrive og distancere sig fra den natur, som de hidtil (som andre dyr) havde været en helt afhængig del af.
Det er i den løsrivelsesproces, jeg ser det hellige opstå. Der er især to elementer i processen, der er væsentlige. For det første dens mulighed. Noget skulle være på plads, for at løsrivelsen kunne ske. For det andet distanceringens opretholdelse. Det sidste krævede en spirende kollektiv indsats af flere individer med samme forudsætninger.
Til belysning af det særtræk, der var forudsætningen for løsrivelses- og distanceringsprocessen, vil jeg tage udgangspunkt i en vittighedstegning jeg så for mange år siden. Den var enten af Storm P. eller Fritz Jürgensen. En mand står med et barn og kigger ned i Frederiksholms kanal: ›Se min ven, der svømmer en and. Forskellen på den og mig er, at jeg ved, den er en and. Det ved den ikke selv‹. Sidste sætning er vistnok tilføjet af mig.
Et gedigent filosofisk bud på dette forhold har jeg fundet i den filosofiske antropologi, som havde sin storhedstid i Tyskland i begyndelsen af 1900-tallet. Jeg vil muligvis komme mere systematisk ind på dette senere, men som en kort introduktion til tankegangen vil jeg benytte mig af Helmutt Plessner's ideer i bogen ›Die Stufen des Organischen und der Mensch‹ (1928) (›Det organiske livs trin og mennesket‹).
Det organiske liv kan iflg. Plessner opdeles i tre trin, som på afgørende vis adskiller sig fra hinanden: planter, dyr og mennesker. Det der adskiller dem fra hinanden, er den måde, hvorpå de forholder sig til deres grænser til omverdenen i deres opretholdelse af livet. Planter er passive modtagere af de input deres livsproces afhænger af, de forbliver indenfor deres grænser, de handler ikke. (at vende bladene mod lyset er IKKE at handle). Dyr derimod registrerer indtryk fra omverdenen og handler i kraft af processer i deres nervesystem aktivt for at opretholde livet. De handler ud fra et center bestående af instinkter og bearbejder deres omgivelser styret af samme. Men de kan ikke se på sig selv. De er centrisk positioneret.
Lige netop denne evne, at kunne se på sig selv, så at sige udefra, må antages at have ligget som en spirende mulighed, hos de hominider som udviklede sig til mennesker. Det er denne excentriske positionalitet som iflg. Plessner er den helt afgørende forskel på mennesker og andre levende organismer, dyr som planter.
Biologen Edgar Morin:
"Hvem kan tvivle på åndens tilstedeværelse? At afstå fra den illusion, der i sjælen ser en ikke-materiel 'substans', er ikke det samme som at benægte sjælens eksistens, men betyder tværtimod en begyndende anerkendelse af kompleksiteten, rigdommen og den uudgrundelige dybde i den genetiske og kulturelle arv og i den personlige, bevidste eller ubevidste erfaring, som tilsammen udgør den væren, som vi er, det enestående og afviselige vidne til os selv."
"Tilfældigheden og nødvendigheden - et essay om den moderne biologis naturfilosofi" Fremad 1971, s.144
Det er i lyset af den excentriske positionalitet og den måde hvorpå vore forfædre - som sagt gennem måske millioner af år - har administreret den, at vi kan prøve at indkredse kernen i det hellige. Men uden at det skal fremstå som en konklusion, så lad mig allerede her antyde, at det var den evne til at se på os selv udefra, der på et tidspunkt i historien, for ca. 3-4000 år siden, fik os til at kunne danne os forestillinger om overjordiske væsener, guder i himlen. Måske fordi det var blevet for vanskeligt at opretholde troen på guder i naturen ?
Hvordan vi indtil da havde udnyttet disse evner har bl.m.a. en anden tysker Dieter Claessens nogle bud på, som jeg senere vil behandle mer udførligt, men en antydning kan findes her.
Det er i den løsrivelsesproces, jeg ser det hellige opstå. Der er især to elementer i processen, der er væsentlige. For det første dens mulighed. Noget skulle være på plads, for at løsrivelsen kunne ske. For det andet distanceringens opretholdelse. Det sidste krævede en spirende kollektiv indsats af flere individer med samme forudsætninger.
Til belysning af det særtræk, der var forudsætningen for løsrivelses- og distanceringsprocessen, vil jeg tage udgangspunkt i en vittighedstegning jeg så for mange år siden. Den var enten af Storm P. eller Fritz Jürgensen. En mand står med et barn og kigger ned i Frederiksholms kanal: ›Se min ven, der svømmer en and. Forskellen på den og mig er, at jeg ved, den er en and. Det ved den ikke selv‹. Sidste sætning er vistnok tilføjet af mig.
Et gedigent filosofisk bud på dette forhold har jeg fundet i den filosofiske antropologi, som havde sin storhedstid i Tyskland i begyndelsen af 1900-tallet. Jeg vil muligvis komme mere systematisk ind på dette senere, men som en kort introduktion til tankegangen vil jeg benytte mig af Helmutt Plessner's ideer i bogen ›Die Stufen des Organischen und der Mensch‹ (1928) (›Det organiske livs trin og mennesket‹).
Det organiske liv kan iflg. Plessner opdeles i tre trin, som på afgørende vis adskiller sig fra hinanden: planter, dyr og mennesker. Det der adskiller dem fra hinanden, er den måde, hvorpå de forholder sig til deres grænser til omverdenen i deres opretholdelse af livet. Planter er passive modtagere af de input deres livsproces afhænger af, de forbliver indenfor deres grænser, de handler ikke. (at vende bladene mod lyset er IKKE at handle). Dyr derimod registrerer indtryk fra omverdenen og handler i kraft af processer i deres nervesystem aktivt for at opretholde livet. De handler ud fra et center bestående af instinkter og bearbejder deres omgivelser styret af samme. Men de kan ikke se på sig selv. De er centrisk positioneret.
Lige netop denne evne, at kunne se på sig selv, så at sige udefra, må antages at have ligget som en spirende mulighed, hos de hominider som udviklede sig til mennesker. Det er denne excentriske positionalitet som iflg. Plessner er den helt afgørende forskel på mennesker og andre levende organismer, dyr som planter.
Biologen Edgar Morin:
"Hvem kan tvivle på åndens tilstedeværelse? At afstå fra den illusion, der i sjælen ser en ikke-materiel 'substans', er ikke det samme som at benægte sjælens eksistens, men betyder tværtimod en begyndende anerkendelse af kompleksiteten, rigdommen og den uudgrundelige dybde i den genetiske og kulturelle arv og i den personlige, bevidste eller ubevidste erfaring, som tilsammen udgør den væren, som vi er, det enestående og afviselige vidne til os selv."
"Tilfældigheden og nødvendigheden - et essay om den moderne biologis naturfilosofi" Fremad 1971, s.144
Det er i lyset af den excentriske positionalitet og den måde hvorpå vore forfædre - som sagt gennem måske millioner af år - har administreret den, at vi kan prøve at indkredse kernen i det hellige. Men uden at det skal fremstå som en konklusion, så lad mig allerede her antyde, at det var den evne til at se på os selv udefra, der på et tidspunkt i historien, for ca. 3-4000 år siden, fik os til at kunne danne os forestillinger om overjordiske væsener, guder i himlen. Måske fordi det var blevet for vanskeligt at opretholde troen på guder i naturen ?
Hvordan vi indtil da havde udnyttet disse evner har bl.m.a. en anden tysker Dieter Claessens nogle bud på, som jeg senere vil behandle mer udførligt, men en antydning kan findes her.
mandag den 5. maj 2014
Det hellige - en kort introduktion
Denne blog bygger på en overbevisning. Overbevisningen om, at der er noget helligt i den menneskelige tilværelse. Dette hellige kom til verden sammen med og i mennesket. Der er - dette er min tese - to grundlæggende elementer i det hellige: respekt for den natur, vore forfædre og -mødre var trådt ud af, samt respekt og omsorg for det nye væsen, man udviklede sig til.
Gennem hele menneskehedens historie har forvaltningen af det hellige været medbestemmende for artens videre udvikling. På godt og ondt.
For ca. 3000 år siden, midt i det første årtusind før vor tidsregning skete der noget afgørende nyt i forvaltningen af det hellige. Nye tankekonstruktioner tillod at man kunne forestille sig overnaturlige og overjordiske magter. Hvor det hellige indtil da i udstrakt grad havde udviklet sig til tillæggelse af guddommelig status til dennesidige størrelser, blev det nu muligt og troværdigt, at installere guder hævet over den jordiske eksistens. For nogle af tilhængerne af disse nye guder, lykkedes det at give dem enerådende status. I vesten førte det til udviklingen af de 3 samfundsstyrende monoteismer: jødedom, islam samt kristendom. Store østlige monoteismer som buddhisme og konfucianisme blev ikke på samme måde lagt til grund for de politiske systemer, desuden fandt de sig i vidt omfang til rette indenfor ikke-monoteistiske samfundssystemer.
Det ligger udenfor min målsætning, at komme nærmere ind på direkte at kritisere og forholde mig til disse østlige religioner. Derimod skal det være min påstand, at de vestlige monoteismer i vor tid stiller sig i vejen for en respekt for det hellige, en respekt som efter min mening er tvingende nødvendig, hvis vi skal kunne håbe på at finde løsninger på de enorme problemer, som den globale udvikling stiller os overfor.
Jeg forestiller mig ikke at de eksisterende religioner og deres respektive guder nødvendigvis må afmonteres. Men deres tilhængere må indse - i lighed med alle os andre - at det er kun vi mennesker der kan tage hånd om det hellige og indrette vore samfund efter de påbud, som det hellige indebærer. I den henseende er det ansvarsforflygtigelse at forlade sig på overjordiske magters indgriben. På den anden side er det en kendsgerning, at der i de eksisterende religionssystemer ligger indkapslet overleverede erkendelser af det hellige og det helliges virken blandt mennesker. Erkendelser som vi alle har brug for og som har deres oprindelse i menneskehedens samlede historie.
Min videre argumentation på denne blog vil hovedsageligt bestå i punktvis referencer til ældre og nyere teori og filosofi omkring mennesket og religiøsitet. Filosofisk antropologi har bud på, hvad der adskiller os fra andre dyr. Sociologisk antropologi beskæftiger sig med, hvordan vi på samfundsmæssigt plan har administreret vores fra dyrenes afvigende mentale kvaliteter. Filosofferne har reflekteret over det hele. Ligeledes psykologerne, de sidste dog med fokus på individet. Og indtil oplysningstiden (for 4-500 år siden) havde religionerne og deres guder en afgørende indflydelse på hvad der kunne siges og menes. En indflydelse som blev drastisk indskrænket med naturvidenskabernes voksende succes. Tilliden til den menneskelige fornuft, rationalitet, har i vore dage gradvis fortrængt de åndelige aspekter af menneskets eksistens til det private og ikke mindst religionernes domæne. Nyere naturvidenskabelige fremskridt, især indenfor hjerneforskning, har imidlertid ment at kunne påvise ikke-rationelle elementer i vor bevidsthed som helt nødvendige for vor opretholdelse af eksistensen. Om man kalder disse elementer sjæl, ånd eller noget andet, er for så vidt ikke afgørende.
Jeg vælger at kalde dem 'det hellige' og jeg tror, at det i vid udstrækning er identisk med det der i nogle religioner omtales som 'helligånden'. En instans, der i sidste ende er en forudsætning for vor arts eksistens.
Gennem hele menneskehedens historie har forvaltningen af det hellige været medbestemmende for artens videre udvikling. På godt og ondt.
For ca. 3000 år siden, midt i det første årtusind før vor tidsregning skete der noget afgørende nyt i forvaltningen af det hellige. Nye tankekonstruktioner tillod at man kunne forestille sig overnaturlige og overjordiske magter. Hvor det hellige indtil da i udstrakt grad havde udviklet sig til tillæggelse af guddommelig status til dennesidige størrelser, blev det nu muligt og troværdigt, at installere guder hævet over den jordiske eksistens. For nogle af tilhængerne af disse nye guder, lykkedes det at give dem enerådende status. I vesten førte det til udviklingen af de 3 samfundsstyrende monoteismer: jødedom, islam samt kristendom. Store østlige monoteismer som buddhisme og konfucianisme blev ikke på samme måde lagt til grund for de politiske systemer, desuden fandt de sig i vidt omfang til rette indenfor ikke-monoteistiske samfundssystemer.
Det ligger udenfor min målsætning, at komme nærmere ind på direkte at kritisere og forholde mig til disse østlige religioner. Derimod skal det være min påstand, at de vestlige monoteismer i vor tid stiller sig i vejen for en respekt for det hellige, en respekt som efter min mening er tvingende nødvendig, hvis vi skal kunne håbe på at finde løsninger på de enorme problemer, som den globale udvikling stiller os overfor.
Jeg forestiller mig ikke at de eksisterende religioner og deres respektive guder nødvendigvis må afmonteres. Men deres tilhængere må indse - i lighed med alle os andre - at det er kun vi mennesker der kan tage hånd om det hellige og indrette vore samfund efter de påbud, som det hellige indebærer. I den henseende er det ansvarsforflygtigelse at forlade sig på overjordiske magters indgriben. På den anden side er det en kendsgerning, at der i de eksisterende religionssystemer ligger indkapslet overleverede erkendelser af det hellige og det helliges virken blandt mennesker. Erkendelser som vi alle har brug for og som har deres oprindelse i menneskehedens samlede historie.
Min videre argumentation på denne blog vil hovedsageligt bestå i punktvis referencer til ældre og nyere teori og filosofi omkring mennesket og religiøsitet. Filosofisk antropologi har bud på, hvad der adskiller os fra andre dyr. Sociologisk antropologi beskæftiger sig med, hvordan vi på samfundsmæssigt plan har administreret vores fra dyrenes afvigende mentale kvaliteter. Filosofferne har reflekteret over det hele. Ligeledes psykologerne, de sidste dog med fokus på individet. Og indtil oplysningstiden (for 4-500 år siden) havde religionerne og deres guder en afgørende indflydelse på hvad der kunne siges og menes. En indflydelse som blev drastisk indskrænket med naturvidenskabernes voksende succes. Tilliden til den menneskelige fornuft, rationalitet, har i vore dage gradvis fortrængt de åndelige aspekter af menneskets eksistens til det private og ikke mindst religionernes domæne. Nyere naturvidenskabelige fremskridt, især indenfor hjerneforskning, har imidlertid ment at kunne påvise ikke-rationelle elementer i vor bevidsthed som helt nødvendige for vor opretholdelse af eksistensen. Om man kalder disse elementer sjæl, ånd eller noget andet, er for så vidt ikke afgørende.
Jeg vælger at kalde dem 'det hellige' og jeg tror, at det i vid udstrækning er identisk med det der i nogle religioner omtales som 'helligånden'. En instans, der i sidste ende er en forudsætning for vor arts eksistens.
Abonner på:
Opslag (Atom)