mandag den 29. december 2014

Den fremtidige gud ?

»Guden selv findes kun i fantasien, i sproget, i kunsten, i kulten...og derfor bliver han til just det, de gudeproducerende mennesker ønsker.« Dette skriver Jens-Andre Herbener og Mikael Rothstein i Politiken 27/11-14 som kommentar til Bjørn Bredals tidligere omtale i samme avis af den nye oversættelse af bibelen, hvor guds status ændres fra ›almægtig‹ til ›gavmild‹. (Læs også her)

En sådan fleksibel forståelse af gud behandles også af teologen Lars Sandbeck i dennes bog fra 2012 »De gudsforladtes gud - Kristendom efter postmodernismen«. Et citat herfra: »..Gud er endnu ikke blevet det fremtidige selv, han har intenderet at blive....Guds egen fremtidig(e) væren som den Gud, han ønsker at være, er betinget af, at kirken bliver den fuldkomne kirke«. (s. 213) Dette vil iflg. Sandbeck ske den dag »...hele menneskeheden, er blevet indlemmet i den guddommelige familie, først da er Gud blevet det selv, han anticiperer og ønsker at blive«. (s. 214)

Hvordan skal jeg som religiøs ateist forholde mig til disse tendenser indenfor den kristne kirke? I min optik er de 3 monoteistiske religioner, kristendom, islam og jødedom, i øjeblikket - på meget forskellig vis - involveret i destabilisering af en lang række samfund verden rundt, fra USA til mellemøsten til Israel. En situation som ret åbenlyst er uholdbar og som må have sin rod i ›funktionsfejl‹ ved de pågældende religioner. De har alle tre forsømt at promovere det hellige, deres egentlige eksistensberettigelse.

Som religiøs ateist tror jeg på, at der er noget helligt ved den menneskelige tilværelse. Dette hellige kom til verden sammen med og i mennesket. Der er  to grundlæggende elementer i det hellige: respekt for den natur, vore forfædre og -mødre i en vis udstrækning var trådt ud af, samt respekt og omsorg for det nye væsen, man udviklede sig til.

Lad det være sagt med det samme: at indkredse det hellige i og ved menneskets eksistens kan ikke gøres med noget der bare minder om videnskabelig nøjagtighed. En (begrænset) videnskabelig viden om mennesket går i bedste fald ca. 40.000 år tilbage (arkæologi) og på det tidspunkt havde vi allerede været mennesker i lang, lang tid. Nogle vil mene mere end en million år. Før der var mennesker, var der hominider. Nogle af disse udviklede sig til homo. Det er nu min tese, at denne overgang kun kunne lade sig gøre, fordi der viste sig et særtræk hos nogle hominider, som tillod dem at løsrive og distancere sig fra den natur, som de hidtil (som andre dyr) havde været en helt afhængig del af.

Det er i den løsrivelsesproces, jeg ser det hellige opstå. Der er især to elementer i processen, der er væsentlige. For det første dens mulighed. Noget skulle være på plads, for at løsrivelsen kunne ske. For det andet distanceringens opretholdelse. Det sidste krævede en spirende kollektiv indsats af flere individer med samme forudsætninger.

Til belysning af det særtræk, der var forudsætningen for løsrivelses- og distanceringsprocessen, vil jeg tage udgangspunkt i en vittighedstegning jeg så for mange år siden. Den var enten af Storm P. eller Fritz Jürgensen. En mand står med et barn og kigger ned i Frederiksholms kanal: ›Se min ven, der svømmer en and. Forskellen på den og mig er, at jeg ved, den er en and. Det ved den ikke selv‹. Sidste sætning er vistnok tilføjet af mig.

Et gedigent filosofisk bud på dette forhold har jeg fundet i den filosofiske antropologi, som havde sin storhedstid i Tyskland i begyndelsen af 1900-tallet. Som en kort introduktion til tankegangen vil jeg benytte mig af Helmutt Plessner's ideer i bogen ›Die Stufen des Organischen und der Mensch‹ (1928) (›Det organiske livs trin og mennesket‹).

Det organiske liv kan iflg. Plessner opdeles i tre trin, som på afgørende vis adskiller sig fra hinanden: planter, dyr og mennesker. Det der adskiller dem fra hinanden, er den måde, hvorpå de forholder sig til deres grænser til omverdenen i deres opretholdelse af livet. Planter er passive modtagere af de input deres livsproces afhænger af, de forbliver indenfor deres grænser, de handler ikke. (at vende bladene mod lyset er IKKE at handle). Dyr derimod registrerer indtryk fra omverdenen og handler i kraft af processer i deres nervesystem aktivt for at opretholde livet. De handler ud fra et center bestående af instinkter og bearbejder deres omgivelser styret af samme. Men de kan ikke se på sig selv. De er centrisk positioneret.

Lige netop denne evne, at kunne se på sig selv, så at sige udefra, må antages at have ligget som en spirende mulighed, hos de hominider som udviklede sig til mennesker. Det er denne excentriske positionalitet som iflg. Plessner er den helt afgørende forskel på mennesker og andre levende organismer, dyr som planter. Som har ført til, at vi kan opfatte os som værende åndsmennesker med en sjæl.

Naturvidenskabsmanden og biologen Edgar Morin udtrykker efter min mening det samme, når han skriver:
"Hvem kan tvivle på åndens tilstedeværelse? At afstå fra den illusion, der i sjælen ser en ikke-materiel 'substans', er ikke det samme som at benægte sjælens eksistens, men betyder tværtimod en begyndende anerkendelse af kompleksiteten, rigdommen og den uudgrundelige dybde i den genetiske og kulturelle arv og i den personlige, bevidste eller ubevidste erfaring, som tilsammen udgør den væren, som vi er, det enestående og afviselige vidne til os selv."
Citeret fra hans bog "Tilfældigheden og nødvendigheden - et essay om den moderne biologis naturfilosofi" Fremad 1971, s.144

Det er i lyset af den excentriske positionalitet og den måde hvorpå vore forfædre - som sagt gennem måske millioner af år - har administreret den, at vi kan prøve at indkredse kernen i det hellige. Men uden at det skal fremstå som en konklusion, så lad mig allerede her antyde, at det var den evne til at se på os selv udefra, der på et tidspunkt i historien, for ca. 3-4000 år siden, fik os til at kunne danne os forestillinger om overjordiske væsener, guder i himlen. Måske fordi det var blevet for vanskeligt at opretholde troen på guder i naturen ?

Det skal nu være min påstand, at de vestlige monoteismer i vor tid stiller sig i vejen for en respekt for det hellige, en respekt som efter min mening er tvingende nødvendig, hvis vi skal kunne håbe på at finde løsninger på de enorme problemer, som den globale udvikling stiller os overfor. Den væsentligste årsag til dette svigt, er den afmægtiggørelse, som troen på en gud kan forårsage.

Thorkild Bjørnvig udgav i 1975 et lille skrift »Det religiøse menneskes ansigter« hvor han gjorde sig lignende tanker om kristendommen. Således skriver han (s.78): »Det har altid været en af religionens nærliggende opgaver: at befæste og ritualisere religiøse erfaringer, og det har den kristne kirke før gjort - hvis den da ikke lige har fordømt dem som kætterier - og det er måske en af de opgaver, moderne kristendom mest har forsømt, ja nærmest ser ud til at have gjort en dyd af at negligere.« Og han kritiserer at vi er blevet gjort til »...partigængere, ikke blot i politik, men også i religion...«

Det er kun vi mennesker, der kan tage hånd om det hellige og indrette vore samfund efter de påbud, som respekt for det hellige indebærer. Det er kun os, der kan sikre vore fortsatte eksistensmuligheder.  I den henseende er det ansvarsforflygtigelse at forlade sig på overjordiske magters styring. På den anden side er det en kendsgerning, at der også i verdens mange religionssystemer, såvel som i filosofi og etik, ligger indkapslet overleverede erkendelser af det hellige og det helliges virken blandt mennesker. Erkendelser, som vi alle har brug for, og som har deres oprindelse i menneskehedens  historie fra dag 1 for millioner af år siden.

Derimod er der ikke brug for nogen guder i fremtiden. Men måske noget i retning af det, de kristne kalder helligånden. En kraft, som de - efter min mening - har tilsidesat til fordel for en strid om definitionen af  en tredelt guds karakter og udlæggelse af en tekst bygget op af en, jfr. den nye bibeloversættelse, åbenbart flertydig tekst forfattet under yderst forskellige forhold af personer med åbenbart afvigende hensigter.


tirsdag den 16. september 2014

Monoteismernes kamp

På værdiernes område er det især de 3 monoteistiske religioner, der synes at spille en uafklaret og usikkerhedsskabende rolle i vor tid. Set i evolutionært perspektiv er disse kulturelle systemer af ret ny dato, idet de opstod for mellem 4000 (jødedom), 2000 (kristendom) og 1500 (islam) år siden. I bogen The Evolution of God har Robert Wright søgt at beskrive denne udvikling.  Som historien har vist, og viser, giver disse religioners tro på en almægtig instans, angiveligt hævet over den jordiske evolution, anledning til voldsomme spændinger på den globale scene. Spændinger hvis nye former vi kun kan gisne om, især i betragtning af konfrontationen med den voksende økonomiske magt bag de store asiatiske trossystemer. Men også i modsætningerne indenfor og ikke mindst imellem dem og de stadigt mere sekulært etablerede og politisk opretholdte menneskerettigheder.

Der kan formentlig ikke tvivles på, at disse tre nyere religioner - i lighed med andre religiøse systemer -  har deres rødder i situationer, som opstod i den proces, hvor vore forfædre langsomt gjorde sig fri af deres instinktbundethed. Der har været behov for ritualer og myter til at udholde og opretholde frygten og respekten for naturen. Men efterhånden er religion og tro også blevet instrumenter i kampen mellem mennesker indbyrdes. Dette beskriver Robert Wright på overbevisende måde for jødedom, kristendom og islam. Her har en påstået almægtig gud spillet en central rolle i kampen om magten over samfundene. 

Men i visse områder af verden har der i nyere tid kunnet konstateres en betydelig svækkelse af især den protestantiske kristendoms indflydelse, disse samfund er blevet overvejende sekulære. I hvert fald har de fået, i lighed med de fleste andre moderne stater i verden, sekulære statsforfatninger.  Den udvikling mod en aftagende rolle i menneskers liv, som religion har oplevet, f.eks. i Nordeuropa, ser nu ud til, bl.a. som følge af  indvandring og multikulturalisering, at være stoppet og måske vendt.  Således gør en toneangivende filosof som Jürgen Habermas sig til talsmand for, at religionerne har, og skal have, en berettiget plads i den civile, sekulære stat, dog med sidstnævnte som overhøjhed på menneskerettighedsområdet, hvilket i sig selv er udtryk for nye spændinger og konfliktmuligheder. (Her kan f.eks debatten om omskæring af drengebørn tjene som eksempel). Habermas plæderer i den sammenhæng for en tilnærmelse mellem de sekulære og de religiøse kræfter i samfundet.

At der også internt i de religiøse systemer er store spændinger, turde udviklingen indenfor islam med al tydelighed demonstrere. Som den yngste af monoteismerne forekommer den også at være den mest ustabile, præget af mer eller mindre krigeriske og fundamentalistiske retninger.

Af stor vigtighed er det, at alle de nævnte religioner har mange tilhængere, som, sideløbende med deres tro og overbevisning, også i vid udstrækning bekender sig til rationalitet og menneskerettigheder. Set i et evolutionært perspektiv vil det bl.a. afhænge af sådanne kræfter, om religionerne kan tilpasse sig en fredelig global udvikling, eller om de fortsat vil være kilder til fjendskab og ustabilitet. På dette område kunne det være af stor betydning, hvis det kunne lykkes os at finde frem til et begreb om det hellige, som kunne danne fælles udgangspunkt for såvel sekulære som religiøse overbevisninger. Et begreb som med stor sandsynlighed ligger indlejret i de forskellige trossystemer, med forankring i menneskets tidligste udvikling. Og derfor tilgængeligt og tendentielt forpligtende for alle. Den tyske filosof Peter Sloterdijk mener i den sammenhæng, at det var renæssancens »gåen-bag-om« den kristne tradition og ›genopdagelsen‹ af den hellenske filosofi og verdensanskuelse, der lagde grunden til oplysning og modernitet. Idag skal vi måske gå endnu længere tilbage, for at finde inspiration til nye moralske og etiske værdier.

(Dette indlæg er en udvidet del af en større tekst Et evolutionært syn på verden hvor jeg også gør mig nogle tanker om hvilke evolutionære ændringer man kan tænke sig på økonomiens og demokratiets område. Læs evt. også Evolution, religion, guder og helligånd) 

torsdag den 10. juli 2014

Hvis jeg var helligånden !



Hvis jeg var helligånden ville jeg sikkert læse Kristeligt Dagblad (KD). Og jeg ville græmme mig over udmeldingerne fra de 4 bispekandidater i avisen d. 9. juli. Ikke med et ord bliver jeg nævnt.  (Læs her)

Tilgiv mig denne lettere blasfemiske indledning til en kommentar, som er yderst alvorligt ment.

De 4 kandidaters udsagn om deres respektive teologiske ståsteder demonstrerer nemlig for mig med al ønskelig tydelighed, hvorfor den kristne kirke idag er totalt uengageret i og ligegyldig for en samfundsdebat, der tager tidens udfordringer alvorligt.

Dette til trods for at et sådant engagement igen og igen efterlyses fra kredse indenfor kirken selv. Således biskop Kjeld Holm »Samfundet og den tavse kirke - teologer bør blande sig mere i debatten« (KD 15/3-14) og professor Viggo Mortensen »Vestens kirker står ved en korsvej«  (KD 24/5-14). I sidstnævnte artikel hævdes, at den kristendomsform som kejser Konstantin grundlagde i 300-tallet er ved at forsvinde. Men lige netop dette dementeres tilsyneladende af de 4 bispekandidaters udsagn. Disse kan nemlig, i hvert fald for en ikke-teolog, læses som en videreførelse af de diskussioner, der fandt sted på kirkemødet i Nicæa i år 381. Med den meget væsentlige forskel, at helligånden nu er gledet helt ud af opmærksomhedsfeltet. Selv i den oprindelige trobekendelse fra 381 havde helligånden en relativt beskeden fremtræden og igen, hvis jeg var helligånden, så ville jeg føle mig lettere pikeret over blot at være blevet udnævnt til at have besvangret en gift kvinde.

Med en del ond vilje kan man godt betegne de 150 biskoppers ærinde i 381, som netop at nedprioritere og bortlede opmærksomheden fra helligåndens betydning. Velsagtens fordi de ikke helt forstod, hvad de havde med at gøre! Det skete så til fordel for en intens og intern diskussion om forholdet mellem Jesus og gud. Var de søn og fader? Eller var de kloner af hinanden? Et forehavende som deres nutidige kolleger trofast synes at ville fortsætte. Var det Jesus der døde for os på korset? Eller var det gud? Hvad skal vi tro?

Hvad skal vi tro? Netop dette er hovedsagen - hvordan etablerer vi en fortsat tro på, at i den hellige treenighed drejer det sig først og fremmest om Jesus og gud, sønnen og faderen, medens det tredje hjul på vognen henvises til en i bedste fald formidlende rolle mellem de to.

Her ligger efter min mening årsagen til, at den kristne kirke har sat sig udenfor samfundet. En større opmærksomhed omkring helligåndens rolle, kunne nemlig have ført til den indsigt, at det var helligånden, der kom først. Som værende tilstede i mennesket fra dettes oprindelse.

Et interview med medlem af Etisk Råd, Christian Borrisholt Steen, »Sandhedens ene vej er udfordret« (KD 7/6-14) har underoverskriften »I søndagens prædiketekst beskrives Helligånden som ›sandhedens ånd‹, der skal være her til evig tid« og i selve prædiketeksten taler Jesus om sandhedens ånd ›som verden ikke kan tage imod, fordi den hverken ser eller kender den‹ men ›I kender den, for den bliver hos jer og skal være i jer‹. Dette kan kun tolkes, mener jeg, således at Jesus, som selv vejledes og styres af helligånden, ved at det samme er tilfældet for dem, han taler til. Men der skal lidt trumf på, og derfor må han identificere sig med denne ånd og love at komme tilbage fra sit midlertidige ophold hos faderen, for at videreføre sit virke. Det var åbenbart ikke nok at sige: ›Sandhedens ånd vil virke i jer, også efter min død‹.

I den tidligere nævnte artikel af Viggo Mortensen citerer han en amerikaner, Philip Jenkins, som stiller europæerne overfor et valg: ›Vi kan vælge at blive et museum eller kristendommens kirkegård, eller vi kan udvikle Europa til et  laboratorium, hvor der tænkes og udvikles nyt - også på det religiøse område.

Hvis den kristne kirke vil påbegynde et arbejde med at uddestillere helligåndens væsen af de hellige skrifter, så tror jeg man vil finde, at man her står med en væsentlig åndelig faktor, som med stor ret kan søges tilført den samfundsdialog, hvor det religiøse nu er nærmest fraværende. Det smukke er desuden, at jeg finder det sandsynligt, at ateister og ikke-religiøse (som mig selv) vil kunne mobiliseres til at arbejde med på et sådant forehavende med udgangspunkt i bl.a. nyere teorier om filosofisk antropologi, psykologi, bevidsthed og kognition.




onsdag den 28. maj 2014

To sider af religion

Der er to sider af religion, som må holdes adskilt.

Den ene side, som jeg vil hævde er den oprindelige, fokuserer på hvordan vi skal omgås vore medmennesker og naturen. Det er den side, der handler om kærlighed, det gode, moral og etik, for  nu at sige det kort. Det er her jeg finder det hellige. »Human decency is not derived from religion. It precedes it.« (Christopher Hitchens)

Den anden side handler om vores frygt og om hvordan vi kan blive frelst og hvordan vi kan få et liv efter døden. Den evne til at tænke os ud af kroppen (som jeg omtalte i mit forrige indlæg) er forudsætningen for denne frygt og dette ønske om en bedre tilværelse, end den man har her på jorden. Til at tilfredsstille denne frygt, var det nødvendigt at installere en gud og et sted, himlen/helvede, hvortil man kunne blive transporteret efter døden. (Denne side handler naturligvis om meget andet og er præget af den enkelte troendes forståelse af religionen. Jeg er mig således bevidst, at mange troende ikke i dybeste forstand tror på et liv efter døden, f.eks. Men det er især de af mig her fremhævede særtræk, som har uheldssvangre samfundsmæssige konsekvenser.)

Det er vel ikke en helt urimelig antagelse, at de personer (Moses, Jesus, Muhammed m.fl.) der i den bedste mening forsøgte at få folk til at gøre det gode, kunne drage nytte af disse overnaturlige fænomener i deres arbejde.

Hovedparten af de ulykker der har været - og stadig er - knyttet til de tre monoteistiske religioner, kan henføres til deres overnaturlige aspekter. Og der er meget der tyder på, at der stadig ligger enorme, måske civilisationstruende, konflikter og spændinger her. Vores fremtid vil derfor i vid udstrækning være påvirket af, om der indenfor disse religiøse systemer vil opstå en erkendelse af det uholdbare i, at lade sådanne tilstande fortsætte.

Men sideløbende hermed er det mindst lige så vigtigt, at vi, der er ateister eller på anden vis ikke-troende, også gennemfører en åndelig udvikling af de hellige impulser i vor humanitet.

Jeg citerede ovenfor fra ateisten Christopher Hitchens bog »God is not great«. Han siger et sted om Albert Einstein (i min oversættelse): »Helt igennem jødisk, og derfor exileret, defameret og forfulgt, bevarede han hvad han kunne af den etiske jødedom og forkastede den barbariske mytologi i pentateuch (Mosebøgerne

Det er en sådan forædlingsproces de monoteistiske religioner må gennemgå. Det burde kunne være en fælles opgave for såvel troende som ikke-troende.

(Alt dette vil blive uddybet, underbygget og videreudviklet i kommende indlæg.)


mandag den 19. maj 2014

Menneskets begyndelse

Lad det være sagt med det samme: at indkredse det hellige i og ved menneskets eksistens kan ikke gøres med noget der bare minder om videnskabelig nøjagtighed. En (begrænset) videnskabelig viden om mennesket går i bedste fald ca. 40.000 år tilbage (arkæologi) og på det tidspunkt havde vi allerede været mennesker i lang, lang tid. Nogle vil mene mere end en million år. Før der var mennesker, var der hominider. Nogle af disse udviklede sig til homo. Det er nu min tese, at denne overgang kun kunne lade sig gøre, fordi der viste sig et særtræk hos nogle hominider, som tillod dem at løsrive og distancere sig fra den natur, som de hidtil (som andre dyr) havde været en helt afhængig del af.

Det er i den løsrivelsesproces, jeg ser det hellige opstå. Der er især to elementer i processen, der er væsentlige. For det første dens mulighed. Noget skulle være på plads, for at løsrivelsen kunne ske. For det andet distanceringens opretholdelse. Det sidste krævede en spirende kollektiv indsats af flere individer med samme forudsætninger.

Til belysning af det særtræk, der var forudsætningen for løsrivelses- og distanceringsprocessen, vil jeg tage udgangspunkt i en vittighedstegning jeg så for mange år siden. Den var enten af Storm P. eller Fritz Jürgensen. En mand står med et barn og kigger ned i Frederiksholms kanal: ›Se min ven, der svømmer en and. Forskellen på den og mig er, at jeg ved, den er en and. Det ved den ikke selv‹. Sidste sætning er vistnok tilføjet af mig.

Et gedigent filosofisk bud på dette forhold har jeg fundet i den filosofiske antropologi, som havde sin storhedstid i Tyskland i begyndelsen af 1900-tallet. Jeg vil muligvis komme mere systematisk ind på dette senere, men som en kort introduktion til tankegangen vil jeg benytte mig af Helmutt Plessner's ideer i bogen ›Die Stufen des Organischen und der Mensch‹ (1928) (›Det organiske livs trin og mennesket‹).

Det organiske liv kan iflg. Plessner opdeles i tre trin, som på afgørende vis adskiller sig fra hinanden: planter, dyr og mennesker. Det der adskiller dem fra hinanden, er den måde, hvorpå de forholder sig til deres grænser til omverdenen i deres opretholdelse af livet. Planter er passive modtagere af de input deres livsproces afhænger af, de forbliver indenfor deres grænser, de handler ikke. (at vende bladene mod lyset er IKKE at handle). Dyr derimod registrerer indtryk fra omverdenen og handler i kraft af processer i deres nervesystem aktivt for at opretholde livet. De handler ud fra et center bestående af instinkter og bearbejder deres omgivelser styret af samme. Men de kan ikke se på sig selv. De er centrisk positioneret.

Lige netop denne evne, at kunne se på sig selv, så at sige udefra, må antages at have ligget som en spirende mulighed, hos de hominider som udviklede sig til mennesker. Det er denne excentriske positionalitet som iflg. Plessner er den helt afgørende forskel på mennesker og andre levende organismer, dyr som planter.

Biologen Edgar Morin:
"Hvem kan tvivle på åndens tilstedeværelse? At afstå fra den illusion, der i sjælen ser en ikke-materiel 'substans', er ikke det samme som at benægte sjælens eksistens, men betyder tværtimod en begyndende anerkendelse af kompleksiteten, rigdommen og den uudgrundelige dybde i den genetiske og kulturelle arv og i den personlige, bevidste eller ubevidste erfaring, som tilsammen udgør den væren, som vi er, det enestående og afviselige vidne til os selv."
"Tilfældigheden og nødvendigheden - et essay om den moderne biologis naturfilosofi" Fremad 1971, s.144

Det er i lyset af den excentriske positionalitet og den måde hvorpå vore forfædre - som sagt gennem måske millioner af år - har administreret den, at vi kan prøve at indkredse kernen i det hellige. Men uden at det skal fremstå som en konklusion, så lad mig allerede her antyde, at det var den evne til at se på os selv udefra, der på et tidspunkt i historien, for ca. 3-4000 år siden, fik os til at kunne danne os forestillinger om overjordiske væsener, guder i himlen. Måske fordi det var blevet for vanskeligt at opretholde troen på guder i naturen ?

Hvordan vi indtil da havde udnyttet disse evner har bl.m.a. en anden tysker Dieter Claessens nogle bud på, som jeg senere vil behandle mer udførligt, men en antydning kan findes her.

mandag den 5. maj 2014

Det hellige - en kort introduktion

Denne blog bygger på en overbevisning. Overbevisningen om, at der er noget helligt i den menneskelige tilværelse. Dette hellige kom til verden sammen med og i mennesket. Der er - dette er min tese - to grundlæggende elementer i det hellige: respekt for den natur, vore forfædre og -mødre var trådt ud af, samt respekt og omsorg for det nye væsen, man udviklede sig til.

Gennem hele menneskehedens historie har forvaltningen af det hellige været medbestemmende for artens videre udvikling. På godt og ondt.

For ca. 3000 år siden, midt i det første årtusind før vor tidsregning skete der noget afgørende nyt i forvaltningen af det hellige. Nye tankekonstruktioner tillod at man kunne forestille sig overnaturlige og overjordiske magter. Hvor det hellige indtil da i udstrakt grad havde udviklet sig til tillæggelse af guddommelig status til dennesidige størrelser, blev det nu muligt og troværdigt, at installere guder hævet over den jordiske eksistens. For nogle af tilhængerne af disse nye guder, lykkedes det at give dem enerådende status. I vesten førte det til udviklingen af de 3 samfundsstyrende monoteismer: jødedom, islam samt kristendom. Store østlige monoteismer som buddhisme og konfucianisme blev ikke på samme måde lagt til grund for de politiske systemer, desuden fandt de sig i vidt omfang til rette indenfor ikke-monoteistiske samfundssystemer.

Det ligger udenfor min målsætning, at komme nærmere ind på direkte at kritisere og forholde mig til disse østlige religioner. Derimod skal det være min påstand, at de vestlige monoteismer i vor tid stiller sig i vejen for en respekt for det hellige, en respekt som efter min mening er tvingende nødvendig, hvis vi skal kunne håbe på at finde løsninger på de enorme problemer, som den globale udvikling stiller os overfor.

Jeg forestiller mig ikke at de eksisterende religioner og deres respektive guder nødvendigvis må afmonteres. Men deres tilhængere må indse - i lighed med alle os andre - at det er kun vi mennesker der kan tage hånd om det hellige og indrette vore samfund efter de påbud, som det hellige indebærer. I den henseende er det ansvarsforflygtigelse at forlade sig på overjordiske magters indgriben. På den anden side er det en kendsgerning, at der i de eksisterende religionssystemer ligger indkapslet overleverede erkendelser af det hellige og det helliges virken blandt mennesker. Erkendelser som vi alle har brug for og som har deres oprindelse i menneskehedens samlede historie.

Min videre argumentation på denne blog vil hovedsageligt bestå i punktvis referencer til ældre og nyere teori og filosofi omkring mennesket og religiøsitet. Filosofisk antropologi har bud på, hvad der adskiller os fra andre dyr. Sociologisk antropologi beskæftiger sig med, hvordan vi på samfundsmæssigt plan har administreret vores fra dyrenes afvigende mentale kvaliteter. Filosofferne har reflekteret over det hele. Ligeledes psykologerne, de sidste dog med fokus på individet. Og indtil oplysningstiden (for 4-500 år siden) havde religionerne og deres guder en afgørende indflydelse på hvad der kunne siges og menes. En indflydelse som blev drastisk indskrænket med naturvidenskabernes voksende succes. Tilliden til den menneskelige fornuft, rationalitet, har i vore dage gradvis fortrængt de åndelige aspekter af menneskets eksistens til det private og ikke mindst religionernes domæne. Nyere naturvidenskabelige fremskridt, især indenfor hjerneforskning, har imidlertid ment at kunne påvise ikke-rationelle elementer i vor bevidsthed som helt nødvendige for vor opretholdelse af eksistensen. Om man kalder disse elementer sjæl, ånd eller noget andet, er for så vidt ikke afgørende.

Jeg vælger at kalde dem 'det hellige' og jeg tror, at det i vid udstrækning er identisk med det der i nogle religioner omtales som 'helligånden'. En instans, der i sidste ende er en forudsætning for vor arts eksistens.